Jeg vil være iværksætter!

Iværksætter, [iˈvæɐ̯gˌsεdʌ]
En person der starter egen virksomhed

Den Danske Ordbog

Rigtig godt og lykkebringende nytår!

PrintDet er den 1. januar 2014, og jeg er klar til at indtage en plads i det nye kontorfællesskab StartupZoo i Ryesgade 7B i Aarhus om to dage. Jeg har længe leget med tanken om at starte min egen virksomhed inden for online kommunikation og marketing under navnet Kommunikant. Navnet fandt jeg på i august 2010, hvor jeg skrev speciale om strategisk og operationel kommunikation på Facebook med udgangspunkt i rejsebranchen. Mit største mål for i år er dermed, at jeg vil være iværksætter!

StartupZoo holder åbningsreception den 3. januar kl. 15.00 til 17.00 i Ryesgade 7B i Aarhus C – det ligger lige på strøget, så er du i nærheden, så kom endelig forbi og hils på de 11 nye beboere. Heriblandt kan du hilse på mig og høre mere om min kommende virksomhed. Se mere her >> Åbningsreception i StartupZoo, Aarhus

Mine målsætninger

Spændende bliver det at se, hvordan det hele kommer til at rulle sig ud. Mål er jo selvsagt et mål i sig selv, men målet er også alt det, der kommer på vejen dertil:

  • Spændende virksomheder
  • Udfordrende opgaver
  • Mennesker jeg kommer til at møde
  • Masser af ny viden
  • Ansættelse af medarbejdere

Så tænker du sikkert, hvordan jeg vil opnå det… Jeg har gjort mig rigtig mange tanker, da man ofte hører, at det er benhårdt at være iværksætter – man skal virkelig lægge mange timer i arbejdet. Den er jeg helt med på – det kaldes for prioritering. Dog hører jeg også fra personer i mit netværk, der er iværksættere med stor succes, at de har en normal arbejdsuge på ca. 37 timer – i enkelte uger med højsæson skal der selvfølgelig lægges flere timer i virksomheden, men generelt er det en normal arbejdsuge.

Der er rigtig mange spændende virksomheder – ikke bare de store giganter, men mindre nyligt startede virksomheder, der virkelig brænder for det, de arbejder med. Der er masser af motivation og ønsker om at blive bedre. DET er personer, som virkelig er spændende at arbejde med!

Nu hvor jeg selv arbejder med både kommunikation og marketing, så må jeg tage min egen medicin – jeg skal selvfølgelig også markedsføre min virksomhed og mine kompetencer, så det hele kan løbe rundt og give overskud.

Et af mine fagområder er LinkedIn – det professionelle netværk hvor der dagligt bliver delt masser af viden, stillingsopslag, genereret leads – og ikke mindst skabt værdifulde relationer i netværk. LinkedIn er netop et fantastisk medie til at møde nye personer, der kan vise sig at være guld værd! Man ved aldrig, hvor hjælpen kommer fra, når man en dag står og har brug for den.

Som virksomhedsejer mener jeg, at man bør have en vision om at vokse – så derfor har jeg allerede lavet en aftale med en jobkonsulent, om at han kan være behjælpelig med rekruttering. Da jeg selv har arbejdet i et jobcenter og været ledig kender jeg til, hvor enormt irriterende det er, at ens kompetencer efter en videregående uddannelse på Handelshøjskole bare flyder ud. Der er så mange kompetencer, der kan skabe så meget vækst – og det vil jeg rigtig gerne være med til at udvikle.

Jeg er en fortaler for en kombination af præskriptive og emergente strategier – en struktureret strategi der er modtagelig for forandring. Med andre ord så kan der kommer ændringer i mine målsætninger, men målet vil hele tiden være, at jeg vil være iværksætter!

Hav et skønt 2014!

Venlig hilsen
Mette