Blog-arkiv

Up and Go – down it goes – and Up Again

Grafikken - Up and DownDet er jo det interessante ved at være iværksætter. Man ved aldrig, hvad morgendagen bringer eller hvilke relationer, der pludselig kan give et indspark til det, der lige er brug for.

Fra SAAB 90 til Honda CR-V

Jeg arvede min kære gamle SAAB 90 i december 2008. Den har været fantastisk at køre rundt i – om sommeren. Det har været ren nostalgi at sætte mig ind i den hver gang, fordi min mormor var første ejer i 1986.

Manuel choker og fire gear, ingen varme, den startede hver 6. gang om vinteren, og kun minimal brug af radioen for batteriets skyld. Det har været hverdagen. Jeg har bandet. Jeg har også hørt min mekaniker bande… Den var alligevel skøn!! Retro! Træpanel. Fint bordeauxfarvet stof på sæderne. Den var fin!

Men med flere kunder, jeg skal køre ud til – og dermed være sikker på at kunne nå ud til uden først at skulle omkring Vejhjælp, så er der kommet en ny bil til. SAAB´en gav jeg væk til én, der i forvejen har 28 gamle biler stående. Han mente, min SAAB med 29 år på bagen var for ung… Så den kommer til at stå og blive ældre og flottere i en lade i Thyregod. Og så ville han ikke have den, men gerne betale et symbolsk beløb for den. Ok…

Med hjælp fra én af mine kontorkolleger, Camilla Bandholm der ejer inSpace, så fandt jeg en fin Honda CR-V i Odense. Selvom jeg har fået spørgsmål til, hvorfor i alverden at jeg vil have så stor en bil, når jeg nu bor i Aarhus!? Ja, den går da godt nok under varevogn… Fantastisk er det dog, at komme op i højden i stedet for at gemme mig i bilkøen med de andre konebiler. Der er varme i den, masser af plads, og gearet er automatisk. Det er fantastisk!

Nye kunder giver spændende udfordringer

Næsten med i købet af den nye bil, kom der også en ny kunde til Kommunikant. Selvom jeg længe har været imod at skulle lave opdateringer på sociale medier for andre virksomheder, så har jeg overgivet mig. Jeg kender dog virksomheden og ejeren relativt godt. Det sørgede min gamle bil for. Så nu må jeg øve mig i at sige, at min bil ikke blot er en Honda fra 2001, og den er sølvfarvet, men den har altså også 147 hestekræfter. VRUUM!!!

Og for en gangs skyld har jeg kunne gøre det, som en god ven har plæderet for, at jeg skal gøre: Jeg har slet ikke skrevet et tilbud til kunden!

Weekenden er nu brugt på at blive opdateret på, hvem målgruppen er for kunden, statistik fra tidligere opdateringer, hvem er konkurrenterne, og hvad gør de for at engagere deres følgere, og hvordan jeg på en simpel måde kan videregive en rapport om rigets stand hver måned, så det er interessant og spiseligt for kunden. Samt selvfølgelig hvad vi så kan gøre for at engagere kundens følgere. Vi har allerede afstemt, hvilke kategorier af opdateringer der vil være relevante. Alt efter relevans vil der forhåbentlig kunne udvides med nye kategorier hen ad vejen.

Mens jeg skriver, godkender kunden et oplæg til en type opdatering med “Helt kanon”. Skønt!

Med ekstra opgaver vil der snart være nok til, at en kommende praktikant i Kommunikant (det rimer!) vil have nok interessante opgaver.

Et andet interessant samarbejde blev prøvet af i denne uge, hvor Kim Hornung og jeg lavede en workshop sammen. Kim rådgiver om personlig effektivitet, så min del af workshoppen handlede selvfølgelig om at bruge LinkedIn effektivt.

Jeg har selv købt rådgivning af Kim, hvor jeg blandt andet skal lave min kalender for den kommende uge hver søndag. Den er hermed lavet, så nu kan uge 46 bare komme an.

Træningen på pause – indtil i dag

Ja, det er også gået nedad de sidste par uger. På den private front har der været et par ting, som godt nok har sat mig lidt tilbage. Det er hårdt at miste et kært familiemedlem! Andre ting har også presset på, så træningen har været sat helt på stand-by de sidste par uger.

Lige indtil i dag hvor maskinen Leg Extention fik mig til at vralte ud af Fitness World.

Torsdag aften nåede jeg lige præcis 10 minutters undervisning i teoretisk navigation ved Kaløvig Bådelaug med temaet knob og sømil. Jeg kommer fra en sømandsfamilie, og det er vist kun mig, som endnu ikke kan binde en ordentlig knude… Da min kalender ikke ligefrem er åben for at lave ting om aftenen, så er jeg den første måned på selvstudie i navigation. Det bliver spændende! Jeg glæder mig dog især til sommer, hvor vi skal ud og sejle!

Så Up Again – og videre med næste uge. Hav en fantastisk uge!